Drengene 3400 - the blog

Dårlig parkering

- Og det med at tage hævn... (Nu med update)

Så skete det igen. For tredje gang på halvanden uge vælger een eller anden systisk fibroseramt tordenøgle at parkere lige foran vores indkørsel.

Første gang valgte vi at sætte en seddel i ruden.
Anden gang valgte vi at ringe til politiet, men de påstod at de ikke kunne gøre noget, så vi skulle bare vente indtil bilen var blevet hentet. Det tog 3 timer.

Den dårlige parkering er den i midten, hvis nogen skulle være i tvivl.

Her tredje gang har jeg allieret mig med naboen, og i selvtægtens tegn har vi valgt at lave to fantastiske parkeringer.

Nu sidder jeg bare og venter på, at tordenøglen kommer op ad trapperne og beder om at komme ud - eller at jeg lige om lidt hører et højt brag efterfulgt at hvinende hjulspind.

Tjoooo... Livet her på Åmosen er sgu ikke altid let.

Epilog:

Min puls er rimeligt høj lige nu... Jeg har netop overlevet 130 kg ren murerråstyrke i fuldt flor. Men lad mig lige begynde med begyndelsen, eller hvordan man nu siger.

Efter ca. 20 minutter hørte jeg en dytten og båtten nede fra gaden. Langsomt skubbede jeg nænsomt gardinet til side og lurende lod jeg mine øjnes fokus glide ned på gaden. Her så jeg en lettere overvægtig tyrkermama, der stod med armene og flagrede. Hun var vist nok ikke helt tilfreds med situationen. Rutineret lod jeg hende vente i 5 minutter, inden jeg forbarmede mig og gik nedenunder. Her mødte der mig et syn for guder.

Åmosen mens alt endnu ånder fred og idyl - sådan da...

Ca 15 mennesker havde taget opstilling og imod mig fór en murerarbejdsmand på plus 130 kg, alt imens han på en højest intimiderende måde råbte og skreg ting som "Hvad i helvede er det for en lorteparkering?" og "Er det dig dit forpulede fuckfjæs der har været sådan en kvaj at parkere så fucking monsterdårligt".

Jeg forklarede ham med sagte, men bestemt røst, at det ikke var mig der var skurken, men derimod den tøndeformede perkermama, der stod ovre bag sin bil med røde ører og kiggede flovt ned i jorden. Og at han egentlig bare skulle blande sig udenom, for dette var noget mellem mig og tordenøgletønden derovre. Dette tog han særdeles ilde op.

Han væltede over til mig og spurgte om "jeg ville lære at ligge på langs" (det sagde han faktisk!) og "om jeg ellers havde et problem". Med en hastigt stigende puls lykkedes det mig at fremkalde et par saglige ord: "Undskyld...men står du og truer mig? Det tror jeg ikke du gør vel?! Jeg synes du skal tale ordentligt til mig, når jeg taler ordentligt til dig". Nu blev han vist nok endnu mere sur og helt op i ansigtet på mig stod nu 2 meter høj mørtel og mursten der buldrede derudaf med uhyggelige gloser som normalt kun hører til i en skurvogn.

Overraskende nok var jeg nu endnu mere klar i mælet end før. Resolut fiskede jeg mit medbragte digitalkamera frem fra bukselommen og sagde med endnu fastere stemmeføring: "Du står ikke og truer mig vel?".

Som en lyn på en sommerdag fik fløjten en helt anden lyd - eller hvad man nu siger:

"Jamen hvis I har et problem med at folk parkerer ulovligt, så må jeg jo lige tage det op at vende oppe på byggepladsen. Jeg sidder i sikkerhedsrådet".

Jeg svarede at dette var en udmærket idé og manden trak sig lettere frustreret tilbage. Jeg satte mig med et lille, men veltilfreds smil ind i min bil og kørte tilbage, så trafikken igen kunne passere. Tyrkertønden i baggrunden undskyldte endnu en gang mens hun igen og igen forsvarede sig med, at det altså var "Fyrste gaang jaj holde her forkert... jaj lover jaj ikke holder igen her mer".

Således sluttede den lille forestilling og de nu ca 20 omkringstående mennesker slentrede skuffede videre op ad Åmosen. Skuffede fordi de aldrig så det blod, spyt og væv, som det ellers lå i luften at de ville se. Se det er hvad der sker i en røvkedelig forstad, når selvtægten viser sit smukke fjæs. Men i bund og grund var det måske lettere bare at lægge en seddel under vinduesviskeren en anden gang.

- Mikkel